Livet i Himalaya

I de nordindiske bjerge sker der, som mange andre steder i verden, en affolkning af befolkningen til storbyerne: Mændene søger til byerne for at finde arbejde i håb om at kunne give deres familier et bedre økonomisk grundlag, og realiteten er at mange bliver fanget i en fattigdomsspiral, hvor manden sidder fast i et dårligt betalt job i storbyen, mens kvinderne ofte bliver hjemme.

I bjergstaten Uttarakhand i Nordindien står kvinderne ikke bare alene med husholdningerne, men også med alle aspekter af landbrugsarbejdet. De må dagligt hente vand, brændsel og fodergræs ad smalle bjergstier og over store strækninger. Arbejdsdagene er meget lange i et landbrug, der kun giver ringe udbytte. En 15 timers arbejdsdag er ikke ualmindelig for en kvinde, og hun bliver hurtigt nedslidt af det hårde arbejde. Fremtidsudsigterne er triste, især for de unge kvinder, der kunne ønske sig et andet liv. Sådan et andet liv tilbyder Mahila Haat og du kan se mere om deres aktiviteter i menupunktet “Vores aktiviteter".

Se iøvrigt Mahila Haats hjemmeside beregnet til et indisk publikum på:

MahilaHaat.org

En dag i en teenagepiges liv

“Jeg vågner klokken halv seks om morgenen, og starter med at feje gulvet i vores hus og på verandaen. Så laver jeg morgen te til hele familien og vi spiser en chapati (indisk brød) sammen med teen. Jeg gør mig klar til at tage af sted og følges sammen med nogle andre piger, både gifte og ugifte. Ved syv tiden tager vi af sted. Junglen er 5 kilometer fra landsbyen. Det tager mig to timer at gå derhen. Mens vi pjatter og griner og synger, begynder vi at skære græs. I to timer er vi i gang med at skære alt det græs vi skal bruge, og så mødes vi igen for at følges hjem, mens vi bærer vores store bundter af græs på vore hoveder. Jeg er hjemme ved frokosttid og håber altid jeg lige kan nå at fylde en spand med vand og få et hurtigt bad. Så har min mor frokost klar til mig og bagefter hjælper jeg hende med at vaske op. Jeg hviler mig en halv times tid, og så skal vi igen hen til junglen. Denne gang for at samle blade til strøelse til køerne. Jeg er hjemme igen ved halv seks tiden, og så hjælper jeg min mor med at lave mad, hente vand og andre dagligdags ting. Jeg er træt efter dagens arbejde, så jeg går som regel i seng efter aftensmad. Sådan er min dagligdag, men under såning og til høst har jeg endnu mere arbejde at gøre, og så er der ikke noget fastlagt tidspunkt for hvornår jeg bader, spiser eller sover”.

Fra interview med ung kvinde fra himalaya - i rapporten “Socio-Economic Intervention among Adolescent girls” - 1997-2001 af Krishna Bisht