Den skrøbelige natur

Lokal og industråel træfældning har disse år ledt til udbredt jorderosion og oversvømmelser. Klimaforandringerne spiller også ind, så selv mindre ændringer i lokalmiljøet kan medføre en katastrofe for den enkelte familie. Jordskred og oversvømmelser kan ruinere en familie, som er afhængig af helt umiddelbare behov, som at kunne hente brændsel, vand og dyrke mindre landbrug på de opdyrkede terrasser man ser overalt i regionen. I juni 2013 har der været oversvømmelser i regionen, og overalt ser man omfattende ødelæggelser i landsbyerne. Ødelæggelser f.eks.  af veje  som der flere år efter ikke er gjort noget ved.

Økoturisme

Krishna Bisht er gift med Gopal Bisht, der også er involveret i miljøarbejde i bjergene. Han arbejder bl.a. med økoturisme i Uttarakhants bjerge. Arbejdet foregår bl.a i Binsar og Kumaon Hills, hvor han leder sine projekter. Rundt omkring Binsar er der omkring 32 landsbyer med ringe landbrugsudbytte og høj arbejdsløshed. Gopal Bisht laver projekter for de unge drenge i landsbyerne og underviser dem blandt andet i økoturisme, og i hvordan de kan blive gode naturguides. En del familier i området er blevet involveret i hans økoturismeprojekt, og har været på kursus i værtskab, samt stillet deres hjem til rådighed for turister. Også i Simkholi har Gopal Bisht aktiviteter igang. Her har han startet et økologisk hotel, som udelukkende er opbygget af flotte økologiske materialer.

Gopal arrangerer landsbybesøg for udenlandske tourister. Han har flere ture der går under betegnelsen økotourisme, hvor man som rejsende kan blive indkvarteret i en lille landsby og opleve livet der. Samtidig har man mulighed for at høre om hvordan Gopal og Krishna arbejder for at forbedre miljøet.

Gandhi og undervisning

Som barn gik Krishna Bisht på den Gandhiinspirerede pigeskole, Lakshmi Ashram. Her blev hun undervist i hans særlige undervisningsmetode Basic Education, der vægter håndens og åndens arbejde lige højt. Fra tidlig alder er eleverne involveret i ashrammens praktiske arbejde i køkkenhaverne og i markerne, samtidig med at de også modtager undervisning i boglige og musiske fag. Bevarelse af miljøet og kvinders selvstændighed har altid optaget Lakhsmi Ashrams lærere, og disse to områder fortsætter idag med at udgøre grundlaget for Krishna Bishts arbejde i Mahila Haat. Se evt. mere om pigeskolen Lakshmi Ashram på: LakshmiAshram.dk

Kvinder i Kumaon

Hver dag ser man bjergkvinderne komme gående på stierne, bærende kæmpe læs af græs på deres hoveder. De skal hente foder til deres små husdyrhold og de må tit gå mange kilometer for at finde egnet græs. Ranke ser de ud i deres karakteristiske blå/grønne dragter, og selvom de arbejder virkelig hårdt fra solopgang til solnedgang hører man dem ofte synge til arbejdet. De har ry for at være seje, de indiske bjergkvinder. I følge hinduismen er Shakti den kvindelige kraft der går gennem alt. Derfor er det oplagt at kvinderne kæmper for “moder natur”, som den kaldes på bjergsproget Kumaoni.

Første kvinde i landsbyrådet

Champa var den første kvinde, der blev valgt til landsbyrådet i Gonab-landsbyerne ved Binsar. I dag er hun gift og er ikke mere i landsbyrådet, men da hun blev valgt ind var hun meget engageret: Hvordan kan skoven overleve? Hvordan sikrer vi rent drikkevand? Og kan vi forbedre landsbykvindernes sundhed? Disse 3 emner kæmpede champa for, og hun startede med skovens problemer: for kvinderne var med til at nedbryde skoven ved at skære i træerne, når de skulle hente brænde. Men det var svært at tale med landsbykvinderne om. Kvinderne blev afvisende, hvis det blev taget op på en forkert måde. Heldigvis fik Champa hjælp af Mahila Haat, der rådgav om hvordan man mere diplomatisk kunne forandre landsbykvindernes synspunkter i retning af miljøvenlige løsninger.